TJU HEI FOR EN GANG CHAMPAGNEBOLD...

Det var med blege ansigter – bekymrende miner og bøjede horn, at OHK`s gule vikinger forlod Sydbank Arena efter nederlaget til lokalrivalerne i HC Odense for halvanden uge siden.

 Her på siden blev det nævnt, at det var ”tid til selvransagelse” efter den præstation.

 Noget må der være arbejdet med, for det var kampberedte vikinger med ild i øjnene og løftede horn der løb på banen søndag eftermiddag, for at møde HEI fra det nordlige Århus. Sidst de to hold mødtes endte kampen uafgjort, så der var lagt op til en spændingsmættet match.

 Spænding blev der aldrig om resultatet, da de gulblusede med tempofyldt angrebsspil og solidt bevægeligt forsvarspil, gjorde det svært for østjyderne.

 Den mangeårige ligatræner Ryan Zinglersen måtte allerede efter 19 min tage en Team Time-Out bagud 6-11.

 OHK`s vekslen mellem 6-0 og 5-1 forsvar voldte HEI store problemer og da Frederik Skou Hansen lukkede godt af i OHK-målet, var gæsterne virkelig udfordret.

 Hvor man på det seneste har oplevet et lidt sterotypt spilmønster hos OHK, blev der denne søndag eftermiddag varieret i alle spillets facetter.

 Halvlegsføring på 19-15 til OHK.

 Vikingerne fortsatte de positive takter efter pausen, hvor især Andreas Pihl viste spil af høj klasse og også blev kampens topscorer med 9 rene fuldtræffere.

 I en kollektiv flot præstation er det dog værd at fremhæve Mads Kildelund, der mere og mere udvikler sig som en stærk 2-vejs spiller. Nytilkomne Mads Fischer Jensen er også ved at finde ind i vikingernes spillerytme og kan på sigt blive en god gevinst for OHK.

 Champagnebold – spilleglæde – stor kampgejst på banen og i udskiftningsområdet glædede de få tilskuere, som havde lov at overvære kampen.

 Hvor gæsternes målmænd i de to holds første kamp viste høj klasse, kneb det noget mere denne gang og det benyttede vikingehæren sig i den grad af og nettede hele 39 gange i forhold til HEI`s 28.

 Tak for en underholdende og kvalitativ flot håndboldkamp. Vi er klar igen Påskedag kl. 15.00 når HC Midtjylland kommer på besøg.

 -tofte

 HEI 02