Otterup HK

Håndbold på toppen af Fyn

SEJR I NERVEPIRRENDE AFSLUTNING...

ohk tks01

OHK havde kniven på struben forud for eftermiddagens kamp mod bundholdet fra Korsør Slagelse.

En sejr var påkrævet hvis forhåbninger om at slippe for nedrykningsspillet stadig skulle være i live.

Det blev derfor også en nervøs start på kampen, hvor begge hold leverede flere tekniske fejl. Da OHK endvidere tillod sig en scoringspause på 8 minutter, benyttede gæsterne sig til at bringe sig foran 9-5.

En Time Out fik dog ændret på tingene og hurtigt fik de gulblusede udlignet til 9-9.

Ved stillingen 10-10 blev Jens Storgaard sendt ind i målet og startede ud med et par flotte redninger.

Herefter fulgtes de to hold ad til pause hvor stillingen var 14-14.

OHK startede 2. halvleg ud med at være i undertal og hurtigt bragte Korsør Slagelse sig i front med 18-14 og man fornemmede, at holdet havde sat kursen direkte mod nedrykningsspillet.

Træner Torben Sørensen var tvunget til sin 2. Time Out.

Kristian Ruben Poulsen kom tilbage i målet og leverede flere gode redninger, samtidig med at man begyndte at fornemme den vildskab, som ellers har været holdets varemærke i denne sæson. En vildskab som man ikke havde set i kampens første 45 minutter.

 

OHK fik udlignet til 19-19 og så var det gæsternes tid til at tage en Time Out.

Herefter fulgte 5 min med ren ”indianerhåndbold” – hasarderede afslutninger og tekniske fejl.

Kampens sidste 5 min blev et nervepirrende drama som kulminerede ved stillingen 26-24 og hvor Tobias Grau blev udvist med godt 1 min tilbage.

Skulle det lykkedes gæsterne at hive det ene point hjem – det var hvad de 400 tilskuere sad og frygtede.

Maksimal støtte fra Yellow Wikings – stående klapsalver fra publikum - to klasseredninger af Kristian Poulsen i målet og en knivskarp afslutning af Mathias Jensen sikrede OHK sejren på 27-25 og 2 meget værdifulde point.

kristian jubel

Topscorer blev Mathias Jensen med 8 scoringer.

Nu venter to svære udekampe mod Odder og Ajax.

-tofte

 

 

  albani       meny120     nordfynsbank logo     intersport logo     puma  

Støt vores sponsorere - de støtter os

 

Otterup HK - Stadionvej 50, 5450 Otterup - info@ohk.dk - Cvr. 28003528

Copyright © 2016. All Rights Reserved.