Det var en flok hårdt pressede vikinger, der lørdag eftermiddag i sæsonens sidste kamp skulle forsøge at hente de to liv givende point mod Skive. Samtidig måtte Odder ikke få point mod Rækker Mølle.
Trods en heroisk indsats i 60 minutter blev det til et snævert nederlag på 34-35 og dermed hedder det 2. division i næste sæson. Felgreens tropper havde dog fortjent bedre og kunne have lukket kampen ved stillingen 31-28 med 10 min igen. De fysisk stærke skibbonitter fik slidt den gulblusede vikingeflok op i de døende minutter og kunne sikre sig sejren på 35-34.
Skuffelsen lyste ud af de slagne vikinger efter den flotte indsats. Nederlaget blev dog spiseligt, da Odder på hjemmebane selv afgjorde tingene med en sejr over Rækker Mølle og dermed kunne en sejr ikke have reddet holdet fra nedrykning.
I dagens kamp leverede Kristian Larsen endnu en flot præstation og nettede 7 gange. Også Mads Fischer viste endnu en gang sit potentiale og fik sat fart på vikingernes angrebsspil suppleret med 5 flotte scoringer.
Indskiftede Kristian Lindholmer i OHK-målet leverede en overbevisende indsats med mange fine redninger og var en stærkt medvirkende årsag til, at vikingerne kunne følge oprykningsaspiranterne helt til dørs.
Inden kampen var der blomster til 6 vikinger, der afmønstrede vikingeflåden efter dagens kamp. Det drejer sig om Kristian Larsen – Jeppe Swagin – Morten Glasius – Anders Nissen – Nick Bøgh og sidst men ikke mindst Kristian Ruben Poulsen, der lægger håndboldskoene på hylden efter 8 flotte sæsoner i den gule trøje.
Nu trækkes vikingebåden på land og i den kommende uge vil den blive gået grundigt igennem for at finde mulige årsager til, at den gik til bunds. Besætningen vil også evaluere egne præstationer og sportschef Jesper Chapion og styrmand Felgreen vil i tæt samråd med vikingerne få lagt kursen for sæsonen 2023/24.
Kære vikinger – tak for mange spændende og følelsesladede oplevelser. Tag et ekstra glas vikingemjød og nyd det spirende forår…
-tofte