Otterup HK

Håndbold på toppen af Fyn

Historie

Historien om Otterup Håndboldklub

 

I Otterup startede håndbolden som en aktivitet i OB&IK. I OB&IK spiller man fodbold og laver gymnastik, men det fremgår af klubblade fra 1945 og 1946, at pigerne spillede håndbold der.

Otterup Håndboldklub blev stiftet den 11. april 1953, og det var håndboldspillerne i OB&IK, der stiftede deres egen forening for at kunne spille indendørs håndbold. Det foregik i det gamle Fyns Forum og i "Kostalden", og man spillede under Fyns Håndbold Forbund.
I disse år blev der også spillet udendørs håndbold i Skeby Gymnastikforening under OAG, og spillerne var stort set de samme. 

I 1964 besluttede disse organisationer, at de fremover ville afholde en fælles turnering. Det betød, at en spiller kun kunne spille et sted. Derfor var en sammenslutning af de 2 foreninger til Skeby Otterup Håndboldklub helt naturlig. Både damer og herrer spillede for det meste i den højeste række dengang, nemlig fynsserien.

 

I 1971 blev navnet Skeby Otterup Håndboldklub ændret til Otterup Håndboldklub, som en konsekvens af, at der næsten ikke spilledes udendørs håndbold længere.
Samme år var 1. hold herrer rykket op i 3. division, og i de næste 10 år, nemlig frem til 1981 spillede vores herrer enten i 3. division eller i 2. division. Den mest stabile periode var fra 1975 til 1980, hvor holdet konstant spillede i 2. division, hvilket på det tidspunkt var den næsthøjeste række. 1. hold damer rykkede også op i 3. division i 1973, men det blev kun til en enkelt sæson, og derefter spillede de i fynsserien.
I løbet af 70`erne steg vores medlemstal til over 200. Det skyldtes især, at Otterup Hallen blev bygget og stod klar til brug i 1969. Herefter kom der rigtig gang i vores børne- og ungdomsafdeling, og som noget nyt startede minihåndbolden i 1977-78. I slutningen af 1970`erne begynder de første udvalg at dukke op bl.a. et divisionskampudvalg, et PR-udvalg, et arrangementsudvalg, et ungdomsudvalg og et turneringsudvalg.

 

I 1980`erne blev grundstenen lagt, til den klub vi har i dag. Primus motor i dette arbejde var vores formand fra 1980 - 1989, Steen Hjorth. Vores medlemstal steg støt og nåede sit højdepunkt i 1989, hvor der var 385 aktive medlemmer i klubben. Vi ændrede struktur, idet vi i 1984 begyndte at arbejde i selvstændige afdelinger, der hver var ansvarlige for deres område. Den øverste ledelse af klubben er hovedbestyrelsen, der består af hovedformand, kasserer og formanden for afdelingerne. Vi begyndte også at tage på klubture, årets OHK`er valgtes for første gang, vi arrangerede gadehåndboldturneringer for børn, kort sagt var der stor aktivitet og engagement alle steder. Med til at understøtte dette var også, at vi fik egne klublokaler i hallen i 1982, så klublivet blomstede op.

 

Desuden fik vi 1981 en støtteforening "OHK`s Venner" på initiativ af Henning Madsen, Keld Jensen, Kurt Jensen, Kaj Hansen og Henning Hansen. De har vist sig at være nogle virkelige venner, der siden har hjulpet med til at skaffe penge til klubben. Støtteforeningen OHK's Venner er nu en integreret afdeling i Otterup Håndboldklub, og formanden er dermed en del af hovedbestyrelsen.

 

Den 1. april 1986 blev IF Skovdalen lagt sammen med Otterup Håndboldklub. IF Skovdalen havde på det tidspunkt et meget stærkt damehold, der lige var rykket op i 3. division. Det blev også i denne omgang kun til en enkelt sæson, men i starten af 90`erne rykkede damerne op igen, og den højeste placering nåede de i 1992/93, hvor de spillede i 2. division.

 

Siden 1984 har vort 1. hold herrer hele tiden spillet i divisionen, og det målrettede arbejde resulterede i oprykningen til Håndboldligaen i 1999, hvor den nye opvisningshal netop var blevet indviet med 1.800 tilskuere. Herrerne fik i første omgang en enkelt sæson i ligaen, vendte hurtigt tilbage i 2 sæsoner, og efter en rutsjetur ligger de nu konstant i toppen af 2. division

 

Førstehold damer har i mange år spillet i danmarksserien og de senere år i 2. og 3. division. Desuden har vi hvert år ca. 30 hold tilmeldt turneringen, og mange af vore ungdomshold er jævnligt med i eliterækkerne.

 

Gennem årene har der været mange store sportslige oplevelser i klubben, men mon ikke højdepunktet var, da vi i 1997 slog Tvis Holstebros ligahold og derefter spillede pokalfinale mod GOG, som senere blev danmarksmestre. Dermed kvalificerede OHK sig til at spille i Europa Cuppen i 1998 mod dengang mægtige Santander fra Spanien? Det var en fantastisk oplevelse for spillere og ledere.

 

I dag har vi en velfungerende klub med ca. 300 medlemmer og 80 bestyrelses- og udvalgsmedlemmer, trænere og holdledere, hvor der arbejdes for såvel bredde som elite.

 

Vi glæder os til at holde 60 års jubilæum i 2013.

 

Bestyrelsen

 

 

  albani  fyens  meny120  nordfynsbank logo  intersport logo  puma  ugeavisen

Støt vores sponsorere - de støtter os

Otterup HK - Stadionvej 50, 5450 Otterup - info@ohk.dk - Cvr. 28003528

Copyright © 2016. All Rights Reserved.